»Hvad så Malle, kommer du?«
20-årige Nanna Lildal slår smæld med tungen. Hun tripper lidt foran folden, før hun går derind – rundt om mudderet, og over til sin brune hest, Malle. Hun binder trækketorvet fast til grimen, og trækker ham med sig over mod stalden. Nanna er glad for heste, men hun ligner ikke helt de andre piger på rideskolen. Hendes fingre mangler et led og er skilt ad efter at være sammenvokset ved fødslen, tæerne hænger stadig sammen. Mellemansigtet og panden er løftet frem ved nogle af de mere end 50 operationer, hun har været igennem, for at rette op på Apert – en medfødt kromosomfejl.
Malle er tilsyneladende ligeglad med, at Nanna Lildal ikke ser ud som de fleste. Han overtager styringen og trækker hende det sidste stykke hen mod stalden. Hun griner og giver den store hest et klap på maven, så hilser hun på en af de ansatte på rideskolen og får et ’Hej Nanna,’ og et smil igen.
Hun bruger en stor del af sin tid sammen med Malle. Her føler hun sig hjemme. Det er anderledes, når hun går en tur i byen alene, med nogle veninder eller med sin mor.
»Hvis der står et par tøser og snakker, og de vender sig om, så kan jeg godt se, at de siger: ’Se hende, hun ser mærkelig ud!’ Selvfølgelig kunne jeg godt gå hen og sige noget, men jeg har efterhånden vænnet mig til det. Hvad skulle jeg også sige til dem?«
Men når det sker, får Nanna Lildal lyst til at vise, at hun er meget mere end sit udseende.
»Jeg kan godt lide at komme ud og vise, hvad jeg kan. Når folk opdager, at der er noget, jeg kan, som de ikke troede, så tænker de ’hold da op!’.«
Som nu ridning for eksempel. Hjemme på værelset i huset i Vedbæk hænger billeder af Malle sammen med alle rosetterne fra forskellige ridestævner. Første -, anden – og tredjepræmier. De når næsten hele vejen rundt på to af væggene – over sengen og over vinduet.
Nanna Lildal bor stadig hos sine forældre, men vil gerne flytte hjemmefra. Til et sted, hvor der er lidt opsyn, så hun kan få den smule hjælp, hun har behov for. For eksempel til at vaske hår; for hun har svært ved at løfte armene om bag ved nakken. Hun mangler en del af kroppens led og er låst i mange af dem, hun har.
Om nogle år vil hun gerne have mand og børn og et lille hus med have. Hun har haft et par kærester, men synes ikke, at det er helt let.
»Det er jo svært at finde en kæreste, men det er måske ekstra svært, når man også har sit handicap at tænke på. Selvfølgelig skal man være 110 procent sikker på, at ham, man nu finder, vil kunne leve med en som mig – men der er heldigvis nok fyre at vælge imellem ude i verden,« siger Nanna Lildal.
Hun smiler. Lige nu har hun nok at gøre med sin hest og sin anden store interesse: børn.
Tre dage om ugen arbejder Nanna Lildal i en børnehave, hvor hun er ved at tage en praktisk uddannelse som pædagogmedhjælper.
»Jeg synes, det er dejligt at arbejde med de små størrelser, fordi der ikke er to dage, der er ens,« forklarer hun.
Og børnene har hurtigt vænnet sig til den nye voksne.
»På et tidspunkt skulle jeg have sand ud af skoen. Der var der et barn, der sagde ’Ej, må jeg se?’ fordi mine tæer er sammenvoksede. Han kiggede lidt, fordi han ikke havde set sådan en fod før, men jeg tror ikke, at de tænker så meget over det. De kigger jo, fordi det er spændende.«
Nanna Lildal har ikke noget imod børnenes blikke. Og som årene er gået, har hun lært at leve med sit liv.
»Jeg kan godt lide at tage på stranden, men så er der jo det der med, at jeg ser lidt anderledes ud. Så tænker jeg, at hvis jeg skynder mig i vandet, er der vel ikke så mange, der lægger mærke til det.«
»Jeg prøver ikke at skjule det, men jeg bliver da lidt genert. Omvendt vil jeg også gerne vise, at selv om jeg er anderledes, kan jeg sgu godt svømme. Man kan godt være normal, selv om man ser anderledes ud.«
Mette Hovmand, 24timer, 20. august 2008