Som skuespiller kan man jo tage masken af, når man går hjem fra jobbet. Men hvad vi du sige til at spille Quasimodo hele året rundt?

Tager man masken af som skuespiller, er men jo “normal”.

Mit problem er, at jeg ikke kan tage masken af. Men det gør, som sådan, heller ikke noget, hvis bare omverdenen så ville respektere og acceptere mig, som jeg er. For mig er min situation “normal”.

Mig bekendt er der ikke nogen opskrift på, hvad der er normalt. Men der er mange forklaringer på det – mere eller mindre dårlige.

Min egen erfaring og opskrift på det er, at jeg først og fremmest har skullet lære at acceptere mig selv og mit handicap. Først da kunne mine omgivelser og medmennesker acceptere mig.

Kommer jeg ind i en forsamling, og jeg ikke ønsker, at de skal se mig, så serde mig heller ikke.Dermed mener jeg, at omgivelserne “ser” mig med mine øjne, og jeg dem med deres øjne. Jeg kunne aldrig finde på at henvende mig til én, der har en afvisende holdning overfor mig. Kunne du?

For mig er det altid været irriterende, når der bliver taget hensyn til mit handicap, når det ikke er nødvendigt. Det er som at blive behandlet som et råddent æg. Ind i mellem er det da meget rart, især når det er ting, jeg ikke gider. Men når det er noget jeg gerne vil, og så må kæmpe for det, ken jeg godt være det foruden.

Så ved at blive respekteret og accepteret mener jeg, at der skal stilles de samme krav og kræves de samme pligter af os handicappede, som af alle andre. Bliver der ikke det, bliver vi til noget “specielt”. Jeg vil også gerne være speciel, men på en anden måde, Som højdespringer eller supermodel, men det kan jeg jo ikke opnå med mit handicap.

En af de første gange jeg følte, at jeg blev accepteret som et “normalt” menneske, gv jeg mig til at stortude og stak af ind på mit værelse. Da jeg fik forklaret, at vekommende “stjal” af æblekagen på min tallerken, fordi han ikke “så” mit handicap, fandt jeg ud af, at han ikke ville gøre mig ked af det, men at han accepterede mig, som jeg er.

Men en ting som kræves, og som jeg endnu af og til glemmer, er, at jeg også selv skal tage initiativ, tage mit ansvar for mig selv og tage mine omgivelser alvorligt.

Nu, hvor jeg er begyndt at acceptere mit udseende og handicap, kan jeg også grine af mine mange “handis”, spørge om hjælp til det jeg ikke kan i stedet for at lade stå til, og dagligdagen er blevet lettere og sjovere.

Det er først og fremmest blevet lettere at omgås andre, at skabe kontakt i sociale situationer, hvor jeg før trak mig tilbage og blev ked af det. Det er blevet nemmere for mig, at gå alene ind i en forsamling uden at være bekymret for, hvad der sker.

Livet er ikke det værste vi har – heller ikke som handicappet. Men hjælp os til at have samme krav og pligter, som andre har. Så kan jeg godt være lidt længere tid om det, men det er jo mit problem og ikke dit.  

17.06.2007 Pernille Mørk Petersen